|
9 September 2005

Skandinaviens dyreste tv-serie tv-reportage Af Anja Gustavsen (Politiken I Byen Fredag d. 6, maj 2005)
Instruktøren Jørn Faurschou er blevet hentet til Sverige for at koncepture Skandinaviens dyreste TV-serie samt instruere de 2 første film ud af 13 af en krimiserie om Kurt Wallander. tv-serien har et budget på 190 millioner kr. Arbejdet er hårdt og foregår i bidende kulde og under intens tidspres.
 Instruktøren Jørn Faurschou
Det er mørkt, og en fugtig hvid tåge smyger sig om varevognen, der langsomt baner sig vej gennem det sydsvenske landskab. Hjulene trækker trofast nye spor gennem det gråbrune pløre på landevejen, mens vinden blæser ti meter i sekundet og får de to plusgrader til at sætte frostkrystaller på ruden. Det er koldt. Rigtig koldt. Men personerne inde i bilen er klædt på til det. På trods af at varmen blæser hidsigt ud af bilens frontpanel, er chaufføren iklædt en dynet, mørkeblå skidragt, en ulden kasket og vandtætte støvler. Hans handsker ligger i den forrude som han koncentreret kigger efter vejskilte igennem, mens han med irriterede udbrud forsøger at følge de noget ubehjælpsomme vejvisninger. Bag ham - i varerummet - ligger der en mand og sover. Udstrakt, med en ulden hue trukket godt ned over det lange tynde hår, og armene over kors over den rød/gule, vandafvisende skijakke og termovest trækker han vejret i tunge stød, mens bilen langsomt nærmer sig målet: 2. dagen af filmindspilningerne til en svensk krimiserie i 13 afsnit om politikommissær Kurt Wallander. 13 spillefilm, der bygger på oplæg af Henning Mankell, og som finder vej til biograferne over de næste to år.
Skandinaviens dyreste film-projekt. Det er mandag. Klokken er knap syv om morgenen og de to mænd i varevognen er den danske filminstruktør Jørn Faurschou og hans svensk/polske fotograf Peter Mokrosinski. De er på vej på arbejde. I Ystad. Og de kan se frem til en lang dag i den friske, svenske landluft. Den første scene foregår på en gammel nedlagt gård, den næste ved en skibshandel i havnen. Det vil være koldt. Blæsten vil rive i dem, få tårerne til at løbe ned ad kinderne på dem og få koncentrationen til at flakke. Og klokken vil slå 18.00, før de atter kan vende tilbage til de lejede lejligheder, som de netop har forladt denne morgen. Men sådan er det. Og Jørn Faurschou trives.
“Mit arbejde betyder meget for mig. Jeg er meget ambitiøs og elsker at arbejde. Det er det bedste, jeg ved. Da jeg landede på den rigtige hylde - i instruktørstolen - så begyndte jeg at elske at arbejde. Hele mit flippede liv standsede dér og blev til alvor. Jeg blev voksen - i en alder af 44 år. Indtil da var jeg bare en drengerøv,” siger han med et smil, mens han distræt tager kasketten af hovedet, gnider sig hen over de daggamle skægstubbe og det kortklippede mørke hår med de grå stænk. Hans øjne glimter livligt.
På trods af at det er tidligt om morgenen, og at han stort set arbejder i døgndrift for at nå at instruere to spillefilm på kun otte uger, føler han sig inspireret og glad. Han har sagt ja til at konceptuere hele serien og foreløbig instruere de to første ud af de 13 nye Wallander-film. Og de skal færdiggøres på kun to måneder. Det er Skandinaviens hidtil største internationale filmprojekt - med et budget på 190 millioner kroner. Jørn Faurschou er blevet hentet til Sverige, som ”experten” der var med til at starte Danmarks Radio’s succesbølge med TV-serierne: Taxa, Rejseholdet og Ørnen.
Han var med til at konceptuere ”Rejseholdet”, og instruerede 8 afsnit af, deriblandt eet af de to der vandt den internationale Emmy Award i New York 2002.
Svenskerne kan lide ham. I Danmark får jeg ikke den samme feedback,som jeg gør i Sverige. I Sverige er jeg næsten ukendt. De ved, at jeg har lavet den Rejseholdsepisode, der vandt Emmy’en i New York. Ikke andet. I Danmark kender de mig alle sammen. Både som instruktør og skuespiller,” siger han.
Og Jørn Faurschou har en lang filmkarriere bag sig efterhånden. Som 23-årig startede han teatergruppen Turnus og som 30-årig debuterede han som skuespiller med sin første hovedrolle i filmen 'Nyt Legetøj', der blandt andet havde Ann-Mari Max Hansen på rollelisten. Det blev et gennembrud for ham som skuespiller. De næste 20 år medvirkede han i 23 danske og udenlandske spillefilm og TV-serier.
Derefter forsøgte han forgæves at komme ind på Filmskolen men valgte så at tage til Californien og tage manuskript- og instruktørkurser på det berømte universitet i Los Angeles: UCLA. Afbrudt af rejser til og fra Danmark tilbragte han de næste 8 år i og omkring Hollywood - og i 1995 fik han så sit gennembrud som instruktør på filmen ’Farligt Venskab’. Den blev kaldt Danmarks første sciencefiction film. Derefter lavede han ”Albert” Danmarks første børne-actionfilm I Danmark.
Men det var svært at komme tilbage fra USA og tro at nu skulle jeg i gang med at lave film. Jeg havde jo ikke noget netværk som dem fra filmskolen havde. Men jeg troede på at når bare der var hjerte og vilje med skulle det nok lykkes. Og det gjorde det efter 7 år hvor jeg lavede novellefilm, reklamefilm, firmaprofiler og meget andet.
Endelig rigtig Instruktør Klokken er 8.05 og varevognen er nået frem til gården. Idet den svinger ind på parkeringspladsen, bliver Jørn Faurschou mødt med store smil fra filmholdet, der allerede har været i gang med forberedelserne i et par timer. Solen er så småt ved at få sit tag over mørket og tågen, men den er endnu ikke stærk nok. Mudderet, der dækker de sporadiske natursten på gårdspladsen, har godt nok skiftet farve fra mørk til lys – men det er stadig lige smattet og vådt af de mange travle fødder, der ælter rundt i det. Tæt langs den røde husmur står der 23 statister og trykker sig i kulden. I modsætning til filmholdet er de ikke klædt på som til en sneløs skiferie, men står derimod i deres almindelige – og langt fra vindtætte – storbytøj. Og de fryser. Foran dem står der en tom instruktørstol. Dens blå lærred folder sig ind og ud i vinden, og får de hvide bogstaver på rygstykket til at danne forskellige beskeder: ”schou”, ”urschou”, ”Jørn Faurschou” blinker det fra stolen i den bitterkolde morgenluft. “Det var instruktørassistenten på min første film, der købte instruktørstolen til mig. Han gjorde det bare. Gik hen og købte den på produktionens regning. Og det gjorde mig stolt og glad. Nu var jeg rigtig instruktør, følte jeg,” siger Jørn Faurschou efter, at han har været rundt på sin daglige trykke-i-hånden- og tage-om-skulderen-runde blandt samtlige personer på filmsættet. ”Man skal elske sine skuespillere, ellers får man ikke en god film ud af det.
Jeg krammer meget og giver dem personlig opmærksomhed,” fortæller han, mens hans øjne hele tiden følger med i hvad der foregår omkring ham. For det meste bevæger han sig rundt blandt statister, skuespillere, kameramænd og alle de andre hjælpende hænder. Det er meget sjældent, at han overhovedet får sat sig i sin stol. “Som skuespiller kender jeg skuespillernes behov. Jeg har selv været der.
Kunst og kreativitet opstår, når vi er på usikker grund. Derfor forsøger jeg at få skuespillerne ud af kontrol inden hver optagelse, ellers bliver det bare noget de har øvet for dem selv. Samtidig gælder det om at gøre skuespillerne så trygge at de stoler på at det jeg gør virker, så bobler det op fra deres underbevidsthed, og det ordinære bliver til det extraordinære,” Når en skuespillers intuition begynder at arbejde, når de begynder at overraske mig, så bliver det ordinære til extraordinært og det er det vi gider at se på i biograferne. Den bedste ros, jeg som instruktør kan få, er når en skuespiller siger: Han fik mig til at gøre ting, som jeg ikke anede, jeg kunne.”
Jeg kan jo ikke gøre dem til bedre skuespillere end de er. Jeg kan bare justere det jeg ser og så er det op til dem at bruge justeringerne så godt de kan. Når en skuespiller bliver så tryg at han accepterer at det er mig der ser og ham der bliver set på, er jeg nået et langt stykke i retning af at skabe den ultimative tryghed som er det altafgørende for et instruktør/skuespiller samarbejde.
Det hårde arbejde Jeg er meget velforberedt, når jeg kommer til optagelserne. Alt er tænkt igennem. Lige fra kameravinkler, framing, skuespil og replikker. Det er en lang proces, hvor jeg føler og tænker hver eneste scene igennem. Jeg forestiller mig hver eneste tanke og reaktion, som karaktererne kan tænke sig at have, og som scenerne omhandler.
Formiddagens travlhed distraherer. Skuespillernes konstante krav om opmærksomhed afbryder samtalen. Den midaldrende og velansete svenske skuespiller Krister Henriksson, der blandt andet er kendt i Danmark fra de to filmatiseringer af Jane Åmunds romaner ’Klinkevals’ og ’Juliane’, har brug for et par råd fra instruktøren om, hvordan han skal udtrykke hovedrollens følelser i forhold til lige præcis denne scenes indhold. Jørn Faurschou stiller sig op ved siden af ham, tager ham om skulderen, kigger ham i øjnene og forklarer med fagter og kropsprog, hvordan han forestiller sig Kurt Wallanders reaktioner. Og efter et stykke tid ruller kameraet igen.
“Krister Henriksson, der spiller Kurt Wallander, og jeg er nøjagtig lige gamle. Og jeg ser mange ligheder mellem hovedpersonen og mig selv,” fortæller den 58-årige instruktør og tilføjer, at han rigtig godt kan lide filmens hovedperson: ”Han er et meget sammensat menneske. Jeg synes, han er skøn. Han elsker at arbejde og kan ikke lade være. Og han har også dårlig samvittighed over de ting i livet, han ikke har gjort. Han ser livet, som jeg gør: Som en bjergbestigning. Jo højere man kommer op - jo mere overblik får man.”
Familie giver tryghed Lyset er kommet til Ystad, og selv om vinden stadig er kold og sminkøsen konstant må dæmpe farverne på de snøftende røde næser og vejrbidte kinder, er sjakket nu kørt ordentligt i stilling. Tingene går hurtigt – samarbejdet får minutterne og kulden til at flyve umærksomt forbi. Klokken 11 bliver tingene pakket sammen. Gårdscenen er i kassen, og holdet skal videre til havnen for at skyde den næste scene i skibshandelen.
Jørn Faurschou sætter den lille varevogn i gear og kører den atter ud på den sydsvenske landevej, der ikke længere er nær så våd, mørk og svær at finde rundt på. Han tager kasketten af, lægger handskerne tilbage i forruden og gnider sig træt i ansigtet. Hverdagene i Ystad er lange – og den lange tid væk fra familien tærer på ham.
”Jeg slapper bedst af hjemme hos min familie. De giver mig en stor tryghed, og det hænger nok også sammen med, at jeg er så meget væk. Jeg savner dem meget,” siger han, idet han smilende fortæller om sin kone og de fire børn, han har gennem to ægteskaber.
Det er hårdt at lave film, og det kan til tider være et meget indadvendt arbejde. Men Jørn Faurschou kan ikke se sig selv på nogen bedre hylde. Han vil lave film. Altid.
“Om ti år laver jeg stadig film. Voksenfilm. Ikke som nu: Tjubang-film med biljagter og eksplosioner. Ikke fordi der er noget i vejen med at lave den slags film. Det er en fantastisk læreplads hvor jeg hele tiden møder nye udfordringer. Jeg møder hele tiden nye filmfolk og nye skuespillere både i ind og udland. Det giver et fantastisk bagland når man arbejder kontinuerligt i stedet for at have lange pauser uden arbejde. Så skal man starte helt forfra hver gang.
Men drømmen er at lave voksenfilm i stil med Almodovar, Theo Angelopoulos, Robert Altman, John Cassavetes, Jean-Pierre Melville og Ken Loach. Film der har noget på hjertet - film der beriger verden,” siger han, mens han atter en gang parkerer bilen, tager kasket og handsker på og bevæger sig ud i den kolde, svenske morgenluft for at og instruere sig igennem endnu mange timers optagelser.
|
 Jørn Faurschou instruerer Krister Henriksson
ibyen@pol.dk
|