Men det var svært at komme tilbage fra USA og tro at nu skulle jeg i gang med at lave film. Jeg havde jo ikke noget netværk som dem fra filmskolen havde.
Men jeg troede på at når bare der var hjerte og vilje med skulle det nok lykkes. Og det gjorde det efter 7 år hvor jeg lavede novellefilm, reklamefilm, firmaprofiler og meget andet.

Endelig rigtig Instruktør
Klokken er 8.05 og varevognen er nået frem til gården. Idet den svinger ind på parkeringspladsen, bliver Jørn Faurschou mødt med store smil fra filmholdet, der allerede har været i gang med forberedelserne i et par timer.
Solen er så småt ved at få sit tag over mørket og tågen, men den er endnu ikke stærk nok. Mudderet, der dækker de sporadiske natursten på gårdspladsen, har godt nok skiftet farve fra mørk til lys – men det er stadig lige smattet og vådt af de mange travle fødder, der ælter rundt i det.
Tæt langs den røde husmur står der 23 statister og trykker sig i kulden. I modsætning til filmholdet er de ikke klædt på som til en sneløs skiferie, men står derimod i deres almindelige – og langt fra vindtætte – storbytøj. Og de fryser.
Foran dem står der en tom instruktørstol. Dens blå lærred folder sig ind og ud i vinden, og får de hvide bogstaver på rygstykket til at danne forskellige beskeder: ”schou”, ”urschou”, ”Jørn Faurschou” blinker det fra stolen i den bitterkolde morgenluft.
“Det var instruktørassistenten på min første film, der købte instruktørstolen til mig. Han gjorde det bare. Gik hen og købte den på produktionens regning. Og det gjorde mig stolt og glad. Nu var jeg rigtig instruktør, følte jeg,” siger Jørn Faurschou efter, at han har været rundt på sin daglige trykke-i-hånden- og tage-om-skulderen-runde blandt samtlige personer på filmsættet.
”Man skal elske sine skuespillere, ellers får man ikke en god film ud af det.

Jeg krammer meget og giver dem personlig opmærksomhed,” fortæller han, mens hans øjne hele tiden følger med i hvad der foregår omkring ham. For det meste bevæger han sig rundt blandt statister, skuespillere, kameramænd og alle de andre hjælpende hænder. Det er meget sjældent, at han overhovedet får sat sig i sin stol.
“Som skuespiller kender jeg skuespillernes behov. Jeg har selv været der. 

Kunst og kreativitet opstår, når vi er på usikker grund. 
Derfor forsøger jeg at få skuespillerne ud af kontrol inden hver optagelse, ellers bliver det bare noget de har øvet for dem selv.
Samtidig gælder det om at gøre skuespillerne så trygge at de stoler på at det jeg gør virker, så bobler det op fra deres underbevidsthed, og det ordinære bliver til det extraordinære,” Når en skuespillers intuition begynder at arbejde, når de begynder at overraske mig, så bliver det ordinære til extraordinært og det er det vi gider at se på i biograferne.
Den bedste ros, jeg som instruktør kan få, er når en skuespiller siger: Han fik mig til at gøre ting, som jeg ikke anede, jeg kunne.”