- Du kan sikkert ikke huske det, men 1975 var det år hvor Gasolin sendte nummer fem på gaden, det album med Rabalderstræde. Jeg kan huske hvordan vi dansede, mest os piger, vi holdt hinandens hænder og dansede i kæde, fortæller Caroline os. Hun griner og fortsætter: - Ellers ville vi jo støde ind i hinanden.
1975 på Frederiksholm kostskole for blinde børn. Som mange af de andre børn, havde jeg boet der så længe jeg kunne huske. Ungdomsoprøret og alt det vilde der skete i samfundet var noget vi hørte om i radioen - oprøret kom aldrig til Frederiksholm. Indtil han kom... Tore.
Tore ankommer en sen eftermiddag; mosekonen og det fremskredne efterår har lagt en mytisk dis omkring den gamle hovedbygning. Han sidder på forsædet ved siden af sin far. På bagsædet sidder en aldrende mand, William, ved siden af Tores mor.
De parkerer foran hovedbygningen. Tore stiger selv ud. Hans solbriller er runde og mørkeblå, umulige at se igennem både inde og udefra, men af forskellige årsager. Han har langt, kraftigt hår med naturlige krøller og et smukt ansigt. William der er blind ligesom Tore, stiller sig ved siden af ham.
- Hvad ser du?
Tore vender hovedet mod vinden i de gamle piletræer; lyden af fugle langt væk blander sig med håndværkernes larm.
- Er det stæren?
- Hvor mange?
- Mange, hundredvis.
Tores far afbryder dem:
- Man kalder det sort sol hernede, siger han. - Om nogle uger når de har samlet sig i tusindvis, så flyver de af sted syd på - og selv på en højlys dag bliver solen sort.
Fra et kontor i den gamle bygning betragter rektor den nyankomne elev. Sammen med sin sekretær diskuterer han, om ”de skal fortælle dem det” - men blive enige om at lade være; ikke at skræmme dem unødigt.
- Skal han have Michels værelse? spørger sekretæren.
- Nej, hold det aflåst. |
